Anne Franks Dagbog er et vigtigt vidnesbyrd fra Anden Verdenskrig og fortæller historien om den unge jødiske pige Anne, der gemte sig fra nazisterne, indtil hun blev fanget og døde i en koncentrationslejr. Hendes levende, klarsynede og selvstændige stemme, fuld af længsler, drømme og håb, kommer til udtryk i koncertens udvalgte tekstafsnit.

Musikken består af både J.S. Bachs koraler og traditionelle klezmernumre, der sammen afspejler Annes jubel og fortvivlelse. Klezmermusikken, jødernes musik og trøst før krigen, er skæbneforbundet med jødernes historie og bliver her en ordløs sang, der både jubler og græder.

Bachs koraler, centrale i hans kirkemusikalske værker, spilles også under koncerten. Nis Bank-Mikkelsen læser dagbogen, som om han var den første, ligesom Annes far, den eneste overlevende, der først læste hendes dagbog.

Karen Blixens fortælling er udgangspunktet for en koncertfortælling om skæbne, måltidet, nadveren og valget mellem det bedste og det næstbedste. Både Helligånden og Blixens egen idé om Hjælpeånden bliver en del af fortællingens resonansrum.

Musikken skaber en stemning af nadver gennem norske salmer, sfærernes musik og især Mozarts Klarinetkoncert, som Blixen elskede. Det er en musik, som Herbert von Karajan mente burde spilles i kirker med klarinetsolisten på prædikestolen.

Tid Til Tiden er en koncert, hvor tid og musik mødes. Gennem digte og klezmermusik udforskes tidens natur og dens gådefulde forhold til musikken.

Digte om tid af Inger Christensen, Poul Borum, Benny Andersen og kirkefaderen Augustin bliver fremført. Christensen reflekterer over tidsbegrebet i DET, Borum synger om erkendelse fra sygelejet, og Andersen bemærker humoristisk, at tiden ikke rækker, selv med tolv ure. Augustin kredser om, at selv det korteste øjeblik har en begyndelse og en slutning.

Musikken er klezmer: den trøstende musik for jøder før 2. verdenskrig, siden udbredt over hele verden. Den jubler og græder på én gang og bliver et ekko af sjælens indre stemme.

Denne koncert væver musik og tekst sammen i en humoristisk og dramatisk fortælling om smerte og håb. Musikken er jødisk musik fra Østeuropa, de forfulgtes trøst, som siden spredte sig til hele verden.

Primo Levis roman Om ikke nu, hvornår så? er centrum for fortællingen. Den følger urmageren Mendel på flugt fra tyskerne i Hviderusland og gennemspiller krigens og menneskehedens drama. Med spor til Det Gamle Testamente, Homer, Singer og Dumas bliver romanen et moderne epos om frihedslængsel, fællesskab og overlevelse.

Nis Bank-Mikkelsen bringer teksten til live med sin kraftfulde røst og giver stemme til Levi's farverige karakterer af jødiske skræddere, håndværkere og musikere.

I Naturkoncerten kombineres fugle og musik, hvor musik og stilhed bliver to sider af samme sag. Udgangspunktet er S.S. Blichers digtsamling Trækfuglene, skrevet under hans sygdom i 1838, hvor fuglelivet bliver en metafor for menneskelivets vilkår.

Koncerten inkluderer både udvalgte digte fra Trækfuglene og nyere fugletekster af blandt andre Knud Sørensen, Eske K. Mathiesen, Peter Laugesen, Jørgen Leth og Pia Juul. Musikken er en blanding af klezmer og jazzstandards.

Klezmermusikken, oprindeligt jødernes musik, er fuld af melodiøsitet, livsglæde og smerte. I mødet med jazzen bliver den et fælles musikalsk rum, som mange kan spejle sig i.

Joseph Roths roman Job fra 1930 er her omdannet til en koncertfortælling med livsbekræftende klezmermusik. Musikken tilfører fortællingen en stærk optimisme, som forstærker det dramatiske indhold.

Romanen genfortæller historien om Job fra Det Gamle Testamente, men gør ham til Mendel Singer, en russisk-jødisk skolelærer, som rammes af ulykker og må kæmpe med sin tro. Han udvandrer til USA i håb om et bedre liv, men møder blot nye lidelser.

Nis Bank-Mikkelsen frembringer Job med stærk indlevelse og humor, og historien ender i en tragikomisk optimisme, hvor Mendel forsoner sig med sin skæbne og med Gud.

Denne koncert fokuserer på kærlighedspoesi med Højsangen fra Det Gamle Testamente som tekstgrundlag. De otte vers oplæses og akkompagneres af klezmermusik, der lader teksten blive krop.

Musikken fungerer som oaser og fremhæver den dybe religiøse undertone i teksten. Den reciterende stemme og klezmermusikken indgår i et kærligt samspil om kærlighedens genstand, hvad enten teksten læses allegorisk eller realistisk.

Klezmer er hebraisk for “stemmens instrument”, og netop her bliver musikken en udtryksform for den indre stemme, som bærer kærligheden frem.